Det var rent held, da politiet i sidste uge fandt en 15-årig pige i det afrikanske prostitutionsmiljø på Vesterbro i København.

15-årig tvunget til at trække i Istedgade

Afrikanske menneskehandlere sender purunge piger til Danmark for at tilfredsstille danske mænds Lolita-fantasier. Politiet er dybt rystet.

Ingen af de ti politifolk, der deltog i en såkaldt præventiv aktion mod afrikanske gadeprostituerede på Vesterbro sidste mandag, var i tvivl. Pigen, de netop havde anholdt, var både mindreårig og offer for kvindehandel.

- Hendes attributter er meget spæde. Hun er spinkel og hendes ansigtsudtryk er meget barnligt, fortæller en af de betjente, der deltog i aktionen.

- Vi er derfor ikke i tvivl om, at hun er handlet. Så ung en pige finder ikke helt herop af egen fri vilje, siger kriminalinspektør Per Leo Jepsen fra Station City til Nyhedsbrevet 3F.

Masser af kunder til mindreårige

Den unge pige har fortalt politiet, at hun er 15 år og fra Nigeria. Derudover er det sparsomt med oplysninger, da de eneste papirer, hun havde på sig, var et to-zoners buskort.
Det er ikke første gang, at politiet hører om mindreårige udenlandske piger i det hårde prostitutionsmiljø på Vesterbro. Men endnu er det ikke lykkedes dem at få fat i hverken pigerne eller deres bagmænd. Men betjentene på Station City på Halmtorvet på Vesterbro ved, at de findes, og at der er masser af kunder til dem.

- Sådan en ung Lolita kan jo virkelig tjene mange penge ind til sin bagmand, men vi vil altså ikke finde os i, at det foregår her, så hver gang vi har hørt rygter om, at der skulle være kommet en mindreårig på gaden, så er vi rykket ud, siger kriminalinspektør Per Leo Jepsen til Nyhedsbrevet 3F.

Sigtet for ulovligt arbejde

Det var dog ikke et tip, men derimod rent held, der var skyld i, at den 15-årige nu er væk fra gaden. Som Fagbladet 3F i fredags kunne fortælle, så trækker kvinderne i den del af Istedgade, som også huser gadens pornobutikker og sexbiografer. Alfonserne kræver dagligt store beløb af kvinderne, som derfor optræder meget direkte over for de mænd, der passerer gennem gaden.

- Hun kontaktede en af vore civile betjente og gav ham det, vi kalder for et tilbud om seksuel omgang mod betaling, fortæller Per Leo Jepsen.

Pigen blev anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og straks herefter anmodede politiet Udlændingeservice om at få udvidet kvindens såkaldte refleksionsperiode fra 15 til 30 dage. Refleksionsperioden er det tidsrum, der maksimalt må gå fra en illegal prostitueret er anholdt, til hun sendes tilbage til sit hjemland. Ifølge lovgivningen kan politiet anmode om at få udvidet de 15 dage, så de kan få tid til at vinde kvindens tillid, så hun accepterer at vidne mod sine bagmænd.

I det aktuelle tilfælde bliver de 30 dage dog udvidet yderligere, da den 15-årige efter at være bragt i sikkerhed på krisecentret Reden valgte at søge asyl her i landet. Pigen opholder sig derfor nu på et asylcenter.


Lagt på: 25. September 2006 07:00

Sidst ændret: 25. September 2006 13:29

3F-links