Fagbladets journalist fik af en menneskehandler tilbud om at købe teenagepigen Carmen, der som 14-årig blev solgt som sexslave af sin far. Nu opholder hun sig på et sikkert krisecenter i Rumænien. Foto: Claus Bie

Rumænske menneskehandlere anholdt

Det rumænske politi har slået til mod den gruppe menneskehandlere, som i vinter solgte 16-årige Carmen for 15.000 kroner til Fagbladet 3F. Den yngste af de befriede piger er blot 14 år.

Sigøjnerkvinden Violetta og hendes familie, som danskerne har lært at kende, efter at Fagbladet 3F i en artikelserie (nr. 5, fra 10. marts) og med et indslag i TV2’s nyhedsmagasin Dags Dato afslørede dem som menneskehandlere, har foreløbig solgt deres sidste sexslave.

Tirsdag aften (20. juni) stormede politiet i Bukarest familiens tilholdssted og befriede fem kvinder, som familien havde tvunget til at arbejde som prostituerede. Det meddeler politiet i Bukarest i en pressemeddelelse.

Samtidig oplyser politiet, at de i en anden aktion har anholdt yderligere otte menneskehandlere.

Lever ikke op til EU-krav

3F støtter krisecenter i Rumænien

I forbindelse med underskriftsindsamlingen mod kvindehandel på www. stopkvindehandel.nu har 3F besluttet at donere en krone for hver indsamlet underskrift. Pengene vil dels gå til KFUKs sociale arbejde Reden i Danmark og til krisecentret Reaching Out i Rumænien, og her falder pengene virkelig på et tørt sted.

Tidligere har centret, der ledes af psykologen Iana Matei, fået driftsstøtte fra blandt andre UNICEF, men siden januar i år har centret været uden sponsor og er dermed lukningstruet.

Netop i disse dage spidser den økonomiske situation til. Derfor har 3F valgt at sende centret et acontobeløb på 10.000 for at sikre at de tretten beboere får den hjælp, de har så hårdt brug for.

Kvinderne, som alle er ofre for menneskehandel, kan være på centret i et år. I løbet af det år får de læge- og psykologhjælp og bliver undervist i praktiske færdigheder så som madlavning, rengøring og sundhedspleje. Hvis kvinderne er mindreårige bliver de forberedt til at kunne genoptage deres skoleuddannelse, og for de ældre kvinder er der undervisning i jobsamtaler. Alle kvinderne på centret har mulighed for at arbejde på centrets systue, hvor der produceres sengetøj. Lønnen bliver sat ind på en bankkonto, som udleveres til kvinden, når hun forlader centret efter et år.

Kvinderne på centret er i alderen 13 til 29 år. Langt hovedparten af dem er mindreårige.

Noget kunne altså tyde på, at det rumænske politi nu for alvor har afsat ressourcer til at bekæmpe det omsiggribende problem med handel med kvinder.

Men ifølge psykologen Iana Matei, som driver et krisecenter for kvinder, der har været udsat for menneskehandel, er det ikke tilfældet.

- Det er desværre nok en enlig svale. Aktionen er udelukkende sat i gang på grund af den store medieopmærksomhed, der er kommet i kølvandet på Fagbladet 3F’s køb af 16-årige Carmen, siger hun til Nyhedsbrevet 3F.

Ifølge Iana Matei ligger den rumænske indsats mod organiseret kvindehandel stadig på et niveau, som langt fra lever op til de krav, EU har forlangt i forbindelse landets optagelsesforhandlinger med EU.

- Det er rent bluff. Politiets og anklagemyndighedens indsats er nærmest ikke eksisterende. Derfor bør EU simpelthen give Rumænien det røde kort og nægte landet optagelse i EU.

Iana Matei driver det frivillige krisecenter Reaching Out. Det var her Fagbladet 3F bragte Carmen i sikkerhed, og det er også her, at de kvinder, der i aftes blev reddet ud af menneskehandlernes kløer, nu befinder sig.

Kom til Rumænien og bliv overbevist

- Der er ikke andre steder at bringe kvinderne hen. Selvom EU har krævet, at Rumænien skal sørge for at oprette rehabiliteringscentre over hele landet, så er der ikke sket noget, siger Iana Matei.

Iana Matei sender derfor en bøn til medlemmerne af Europaparlamentet og til formanden for EU-kommissionen José Manuel Barosso:

- Lad vær med at lyt til de forsikringer, I får fra de rumænske myndigheder, men kom i stedet selv herned, så I ved selvsyn kan se, hvor horrible forholdene er, siger hun i sin appel.

Tre af de kvinder, der i går blev befriet af politiet, var mindreårige. Den yngste af dem var kun 14 år.


Lagt på: 22. Juni 2006 08:45

Sidst ændret: 22. Juni 2006 13:58

Fakta

Tusinder af kvinder sælges Omfanget af menneskehandel er i sagens natur svært at klargøre. Men EU, FN og internationale organisationer skønner, at mellem 120.000 og 500.000 mennesker hvert år sælges til Vesteuropa.

Ligestillingsministeriet anslår, at der er cirka 6.000 prostituerede kvinder i Danmark. Heraf kommer 2.000 fra udlandet, og af dem kommer 1.000 fra Østeuropa.

Det anslås, at andelen af kvinder fra Østeuropa og tredje verdenslande på det danske prostitutionsmarked er tidoblet i løbet af de seneste år.