I sidste uge gik regeringen med til, at handlede kvinder kan få forlænget deres ophold i Danmark til 30 dage før de udvises, men det er slet ikke nok mener flere af de kvindelige venstre-politikere:
Af Thomas Sæhl, Thomas.saehl@3f.dk
Borgerlige politikere står nærmest i kø i dagens aviser med krav om, at indsatsen mod kvindehandel opprioriteres. Dermed bakker de op om Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby, der søndag i Politiken kritiserede både politiets og politikernes indsats på området.
Ellen Trane Nørby foreslog blandt andet, at politiet får pligt til at patruljere på bordellerne, og samtidig skal de misbrugte kvinder have lov til at blive længere i landet, så de blandt andet kan hjælpe med at finde frem til bagmændene.
Ellen Trane Nørbys synspunkter bakkes blandt andet op af Europaparlamentsmedlem Karin Riis-Jørgensen (V) og folketingsmedlem Marion Pedersen (V).
I sidste uge gik regeringen med til, at handlede kvinder kan få forlænget deres ophold i Danmark til 30 dage før de udvises, men det er slet ikke nok mener flere af de kvindelige venstre-politikere:
- De skal blive her et længere stykke tid, så man virkelig kunne hjælpe dem. For ellers åbner de jo ikke munden overfor politiet. De skal ud af kløerne på de fyre, siger Marion Pedersen til Politiken.
Også hos De Konservative er der grøde. Partiets politiske ordfører, Pia Christmas-Møller mener, at en øget indsats mod kvindehandel er "en konservativ hjertesag", og retsordfører Tom Behnke kræver, at politiet sætter flere ressourcer af til at stoppe sexslaveriet.
Nyhedsbrevet 3F har tidligere afsløret, at Københavns Politi bruger 70 gange så mange resurser på at jage hashhandlere og hunde på Christiania som på at slå til overfor menneskehandlerne i prostitutionsmiljøet.
Samtidig har en kreds af mandlige folketingspolitikere dannet et nyt netværk med det ene formål at åbne mænds øjne for de alvorlige menneskelige konsekvenser af kvindehandlen og seksuel udnyttelse af kvinder.
- Vi skal som mænd til at være synlige i debatten om kvindehandel. Debatten skal bredes helt ud i skurerne på arbejdspladsen, for på den måde kan vi være med til at ændre holdninger og mindske efterspørgslen, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr, der er initiativtager til det ny mandenetværk.
Det nystartede netværk har fået tilslutning fra Socialdemokraternes Bjarne Laustsen, den radikale Morten Østergaard og SF's Kristen Touborg. Den konservative Tom Behnke overvejer også at tilslutte sig, men han vil først lige drøfte det med sin gruppe.
Jørgen Arbo-Bæhr forventer, at også politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre vil tilslutte sig. Forbilledet er Sverige, hvor et tilsvarende netværk har fået tilslutning fra samtlige partier:
- Hvis vi skal påvirke befolkningen bredt, skal det ikke være et initiativ kun for venstrefløjen. Budskabet er, at handlen med kvinder skal stoppes - uanset hvad vi ellers mener om prostitution, siger Jørgen Arbo-Bæhr.
Lagt på: 29. Maj 2006 11:20
Sidst ændret: 29. Maj 2006 12:09