Birthe Marker fra Enhedslistens Røde Fond (th.) overrakte 3F's næstformand Jane Korczak prisen lørdag på Enhedslistens landsmøde på Christiania. Foto: Per Daugaard
Af Karin Ravn, Karin.Ravn@3f.dk
Enhedslisten gav lørdag i forbindelse med sit landsmøde et anerkendende skulderklap til 3F for kampagnen www.Stopkvindehandel.nu.
Med den såkaldte græsrodsprispris fulgte 10.000 kroner, som blev overrakt en meget stolt og taknemmelig 3F-næstformand Jane Korczak i den grå hal i Christiania i København.
På vegne af Enhedslistens Røde Fond gav Birthe Marker blandt andet denne begrundelse:
- Med kampagnen medvirker 3F til at sætte fokus på kvindehandel. Forbundet bevæger sig her ind på et område, som rækker ud over det at hjælpe deres medlemmer med løn og ansættelsesforhold.
Rød Fond har også ønsket at belønne 3F's initiativ, fordi det er nødvendigt, at fagbevægelsen træder i karakter på en bredere samfundsmæssig scene, påpegede Birthe Marker.
De 10.000 kroner ender nu i samme kasse som de støttebeløb, der er indbetalt til kampagnen. Bidragyderne er her Dansk Metal, Esbjerg Højskole, FOA, for-sikringsselskabet Alka, Arbejdernes Landsbank samt Personaleklubben Lager, Post og Service. Med pengene fra Enhedslisten kommer støttebeløbene op på i alt 105.000 kroner, og de to krisecentre, som pengene fra kampagnen går til, er dermed sikret over 200.000 kroner, når underskriftsindsamlingen har nået sit mål på 100.000.
Sidste år gik Enhedslistens græsrodspris til AIF Roskilde Amt for arbejdet med at knytte kontakt mellem danske og malaysiske arbejdere.
Lagt på: 15. Maj 2006 00:06
Sidst ændret: 15. Maj 2006 15:08