"BALTISK SEXPRINSESSE, TANYA, langt hjemmefra, venter kun på, at du ringer til hende. 162/43." Sådan stod der i den falske sexannonce, Nyhedsbrevets 3F indrykkede i Ekstra Bladet.

MF'ere: Grotesk at dansk avis formidler prostitution

- Der er behov for at stille spørgsmålstegn ved Ekstra Bladets metoder til at tjene penge, siger Kirsten Brosbøl (S). Ekstra Bladet viderebringer ifølge Lone Dybkjær (R) mindst en ulovlighed.

- Det er grotesk at vi i Danmark har en avis som reelt fungerer som formidler af prostitution. Og det er rystende at man ikke tager et større ansvar for de annoncer man vælger at bringe. Der er behov for at stille spørgsmålstegn ved Ekstra Bladets metoder til at tjene penge.

Sådan lyder kommentaren fra Kirsten Brosbøl, ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, efter Nyhedsbrevet 3F's afsløring af, at Ekstra Bladet tjener millioner på sexannoncer for udenlandske kvinder - hvoraf mange ifølge politiet er kommet hertil via kriminelle netværk - og afsløring af at formiddagsavisen optager annoncer, der antyder, at den prostituerede er mindreårig.

Nyhedsbrevet 3F indrykkede således en opdigtet annonce for en kvinde, der blot vejer 44 kilo - hvilket meget få voksne kvinder gør.

Men ikke alene er den opdigtede prostituerede 'måske' ikke gammel nok, hun er også fra Baltikum.

I annoncen på side6.dk hedder det bl.a. "Tanya er en baltisk sex-prinsesse klar til at opfylde dine hedeste drømme. Tanya er langt hjemmefra, (…)."

Handlet eller illegal

Prostitution er et lovligt erhverv i Danmark. Men en kvinde fra de baltiske lande eller fra for eksempel Afrika, skal have arbejds- og opholdstilladelse for at arbejde i Danmark.

Det gælder også hvis hun arbejder som prostitueret. Man kan ikke arbejde som prostitueret i Danmark på turistvisum.

En anden mulighed er, at hun er handlet til Danmark. En del af de udenlandske prostituerede i Danmark er ofre for menneskehandel, ligesom den 16-årige Carmen fra Rumænien var det.

Hun blev købt af Fagbladets journalist, der udgav sig for at være sexkøbmand fra Danmark. Ifølge Rigspolitiet sker de udenlandske prostitueredes indrejse i Danmark ofte via kriminelle netværk.

- For det første må vi sige at Ekstra Bladet tjener på disse annoncer og det er ikke ulovligt, men det er ulovligt, hvis det er handlede kvinder, siger Lone Dybkjær, social- og ligestillingsordfører for de radikale.

- Eftersom prostitution er et lovligt erhverv i Danmark og man ikke må ikke tjene penge som turist, så er der tale om mindst en af tre ulovligheder, som Ekstra Bladet viderebringer, fortsætter Lone Dybkjær.

- Tanya er enten handlet, det vil sige offer for menneskehandel eller arbejder som turist, det vil sige uden arbejds- og opholdstilladelse. Derudover er hun måske under 18. Der er mindst en af tre ulovligheder. Så ministeren bør sætte politiet til at kigge på det her, siger Lone Dybkjær.

Lukker øjnene og scorer kassen

Nyhedsbrevet 3F har tidligere beregnet et meget forsigtigt skøn på, hvad Ekstra Bladet, og det vil sige JP/Politikens Hus A/S, tjener på købesex.

Samlet set henter koncernen mindst 40 millioner kroner på sexannoncer i henholdsvis Ekstra Bladet og på flere forskellige sex-hjemmesider.

Nyhedsbrevet 3F anslår - efter en gennemgang af samtlige annoncer, at omkring halvdelen af de prostituerede, som JP/Politikens Hus tjener millioner af kroner på hvert år, kommer fra udlandet.

Og disse prostituerede kommer altså ifølge Rigspolitiet ofte til landet via kriminelle netværk.


Lagt på: 02. Maj 2006 12:02

Sidst ændret: 02. Maj 2006 12:32

Dokumenter

  • Oversigt over bordeller med udenlandske prostituerede

Fakta

Over 2.000 udenlandske prostituerede Siden 1990 er der sket en kraftig stigning i antallet af kvinder i prostitution i Danmark, fra anslået 1.700 kvinder i 1990 til mellem 5.000-8.000 i 2006.

Mellem 2.000 og 3.000 prostituerede i Danmark er af udenlandsk oprindelse, vurderer politiet.

Kriminelle netværk

Ifølge en redegørelse fra Rigspolitiet sker "de udenlandske kvinders indrejse her i landet (...) ofte ved hjælp af og i vidt omfang på foranledning af kriminelle netværk."