Side6.dk er en guldgrube for Ekstra Bladet. Den produceres af selskabet Seksuel Kulturformidling A/S, der ejes af mediekoncernen JP/Politikens Hus A/S. Selskabets erklærede formål er "at sprede seriøs og glad information om sex til danskerne".

Ekstra Bladet dybt involveret i bordelbranchen

Ekstra Bladet indkasserer mindst 38 millioner kroner på sexannoncer, hvoraf halvdelen reklamerer for udenlandske prostituerede. Mange af dem er kommet hertil via kriminelle netværk.

"Sexkøbmændenes kyniske menneskehandel"...

Sådan skrev Ekstra Bladet 17. maj 2005 på lederplads.

Lederen kaldte til kamp mod alle de "kyniske bagmænd", der "selv scorer lagnets fortjeneste uden en eneste gang selv at have ligget på selv samme lagen."

Ord til andet passer også på - Ekstra Bladet!

I årevis er der nemlig blevet gættet på, hvor mange millioner kroner, Ekstra Bladet årligt indkasserer fra de fire-fem sider bagerst i formiddagsavisen, der er proppet til med annoncer for escort og massageklinikker.

Men hver gang spørgsmålet bliver bragt på bane, har avisen, der i sin tid blev landskendt for at turde, hvor andre tier, imidlertid klappet gællerne i som en mundlam østers.

- Du får ikke os til at fortælle, hvad vi tjener på de forskellige annoncer, lyder det afvisende fra Ekstra Bladets ansvarshavende redaktør Bent Falbert.

Bent Falbert vil dog gerne vil røbe så meget, at avisens samlede annonceomsætning ligger på "godt og vel 100 millioner kroner".

Avisen er markedsleder

At udgifterne til daglige annoncer i Ekstra Bladet vejer tungt for massageklinikker og bordeller er ikke en nyhed: Gang på gang, når politi og skattevæsen har efterforsket sager om socialbedrageri eller bagmænd og alfonser, er det kommet frem, at avisens markedsposition inden for netop massage- og escortannoncer er massiv. Så massiv, at flere bordeller åbenlyst giver udtryk for, at hvis ikke de averterer i "Travbladet", som Ekstra Bladet lidt foragteligt kaldes, så kommer der ingen kunder.

Denne dominerende markedsposition forstår Ekstra Bladet selvfølgelig at udnytte.
Prisen pr. ord i de flere hundrede daglige annoncer er således 14 kroner for en førstegangsindrykning. En annonce skal være på mindst ti ord, og dertil kommer så ekstra tillæg for visning af mobilnummer og www-adresse.

Mindst 40 millioner i kassen

Over 2.000 udenlandske prostituerede

Siden 1990 er der sket en kraftig stigning i antallet af kvinder i prostitution i Danmark, fra anslået 1.700 kvinder i 1990 til mellem 5.000-8.000 i 2006.

Mellem 2.000 og 3.000 prostituerede i Danmark er af udenlandsk oprindelse, vurderer politiet.

Nyhedsbrevet 3F har - på baggrund af Ekstra Bladets 542 sexannoncer onsdag 15. marts 2006 - foretaget en beregning, der giver et fingerpeg om omsætningens årlige størrelse, hvis denne onsdag kan tages som et gennemsnit for årets aviser.

I alt indeholder onsdagens 542 annoncer 8.826 ord, som hver skæpper med 14 kroner til avisens kasse. Dertil kommer eksta tillæg for mobilnumre og www-adresser. Antager man så, at samtlige annoncer er indrykket med den størst mulige rabat, og ganger med 365 dage, når man op på 37.834.440 kroner.

Med andre ord er Ekstra Bladets årlige omsætning mindst 38 millioner kroner. Sandsynligvis er tallet endda højere, ifølge vurderinger fra B.T: tæt på de 50 millioner kroner.

Uanset størrelsen af det præcise beløb ligger det fast, at halvdelen - det vil sige cirka 20 millioner kroner - kommer fra de annoncer, der lokker med udenlandske prostituerede.

Ingen fine fornemmelser

Kriminelle netværk

Ifølge en redegørelse fra Rigspolitiet sker "de udenlandske kvinders indrejse her i landet (...) ofte ved hjælp af og i vidt omfang på foranledning af kriminelle netværk."

For Bent Falbert er en annonce en annonce. Ekstra Bladet gør sig derfor ingen overvejelser om, hvor vidt de udenlandske prostituerede, som årligt hælder cirka 20 millioner i avisens pengekasse, opholder sig lovligt eller frivilligt i Danmark.

- Vi har ikke nogen fine fornemmelser, hvad det angår, som Bent Falbert siger.

- Vi er ikke racister, der har noget imod udenlandske piger, fortsætter den ansvarshavende redaktør og understreger, at hvis bare pigerne er her lovligt og frivilligt, så synes han ikke, "det er specielt belastende for en massageklinik, hvis de beskæftiger udlændinge."

Bent Falbert erkender dog, at Ekstra Bladet ikke gør noget som helst for at undersøge hvilke personlige skæbner, der gemmer sig bag avisens lumre, men profitable annoncer.

- Jeg kan jo ikke gå ud og undersøge hver eneste annoncør, om der i det pågældende etablissement skulle være nogle kvinder, der ikke var der frivilligt, siger Bent Falbert.

Ifølge branchevurderinger ligger avisens årlige overskud på cirka 60 millioner kroner. Hvis det beløb stemmer, bidrager indtægterne fra de plettede lagner solidt til avisens økonomi.

Hvor blir' omsætningen af?

Ny guldgrube: Side6.dk

På internettet er Ekstra Bladets markedsdominans knap så udtalt. Men www.side6.dk/massage er dog noget af en ny guldgrube for formiddagsavisen.

Side6.dk produceres af selskabet Seksuel Kulturformidling A/S, der ejes af mediekoncernen JP/Politikens Hus A/S.

Selskabets erklærede formål er "at sprede seriøs og glad information om sex til danskerne". Det sker bl.a. med letlæste artikler om "analsex som hverdagsøvelse", "unge piger lokker gynækologen til fræk sex" eller rosende anmeldelser af nogle af de bordeller, der annoncerer i avisen.

Hvis man vil indrykke en sexannonce på side6.dk, afhænger prisen af, om annoncen er personlig eller for en klinik med flere kvinder. Ingen annonce kan indrykkes for kortere tid end en måned.

Mindsteprisen for en personlig annonce i én måned er 900 kr. foruden ekstra tillæg for fotos, fremtrædende placering mv. Samtidig er det et krav, at side6.dk-annoncen suppleres med mindst to rubrikannoncer i Ekstra Bladet til sædvanlig pris.

Onsdag 5. april 2006 var der på Ekstra Bladets særlige internetdomæne for massageannoncer side6.dk (se boks til højre) 130 personlige og 31 klinikannoncer for massage eller escort. 22 af annoncerne havde en fremtrædende placering, mens der var foto på 139.

Hvis denne onsdag er typisk for omsætningen resten af året, giver det en årlig indtjening på 2,5 millioner kroner. Dertil kommer så indtægter fra den tilknyttede side6-online shop, fra bannerreklamer på hjemmesiden og så videre.

Oven i hatten kommer også mindst 400.000 kroner fra de tilknyttede hjemmesider som for eksempel massageguiden.dk

Alligevel viser de senest offentliggjorte regnskaber (2005) for firmaet Seksuel Kulturformidling kun en omsætning på 1,8 millioner kroner. Selskabet har ikke nogen ansatte.

Det har Nyhedsbrevet 3F forgæves forsøgt at få en forklaring på fra JP/Politikens Hus A/S. Vi ville gerne spørge side6.dk's direktør Peter Strøhemann, hvor millionindtjeningen gemmer sig, og hvem der modtager annoncerne - når Seksuel Kulturformidling A/S angiveligt ikke har nogen ansatte.

Men det kom der ikke noget ud af.

- Det synes jeg ikke, jeg skylder jer nogen forklaring på, som direktør Peter Strøhemann sagde.


Lagt på: 01. Maj 2006 06:00

Sidst ændret: 01. Maj 2006 10:33

Dokumenter

  • Grafik: 110 bordeller med prostituerede af udenlandsk oprindelse.
  • 211 bordeller med angivelse af ejendommenes indehavere.

Fakta

Så meget giver sexannoncerne Onsdag 15. marts 2006 rummede sexannoncerne 8.826 ord. Prisen for hvert ord er 14 kroner (inkl. moms) - dog minus 20 procent ved gentagelsesindrykning.

Dertil kommer i alt 6.006 kroner for www-adresserne (hver af dem tæller som to ord).

Det giver 129.570 kroner. Ekstra Bladet udkommer 365 dage om året, så 365 x 129.570 kroner = 47.293.050.

Hvis samtlige annoncer er genindrykkede, og altså kun koster 80 procent af prisen, skal der fratrækkes en femtedel. Så bliver beløbet 37.834.440 kroner. om året.
Da cirka halvdelen af annoncerne kommer fra bordeller med udenlandske piger, scorer avisen knap 20 millioner kroner.

Onsdag 5. april 2006 var der på side6.dk 161 virtuelle annoncer, heraf var 130 personlige annoncer, mens 31 var klinikannoncer. På 139 annoncer var der tilhørende foto, mens 22 annoncer havde en fremtrædende placering.
Med billigste pris giver det følgende årlige omsætning, hvis onsdag 5/4 06 var en gennemsnitlig dag:

130 pers. annoncer x 3.375 kroner x 2 = 877.500 kroner
31 klinikannoncer x 5.075 kroner x 2 = 314.650 kroner
149 kroner for en topannonce x 365 = 54.385 kroner
21 forsideannoncer x 99 kroner x 365 = 758.835 kroner
139 fotos x 10 kroner x 365 = 507.350 kroner.

I alt 2.512.720 kroner

Dertil kommer så indtægterne fra hjemmesiden escortguide.dk og massagegudie.dk Her koster en annonce 399,- for 30 dage, mens 90 dage koster 999.

Torsdag 27. april 2006 var der 101 annoncer. Hvis den dag er gennemsnitligt, vil de til laveste pris på årsplan give 4 x 999 x 101 = 403.596 kroner.