Af Jens Høvsgaard
"Jeg er tvunget til det her. Jeg er her ikke frivilligt. Hjælp mig, hjælp mig."
Men der var ingen hjælp at hente. De mænd, 29-årige rumænske Nadia gentagne gange tryglede om hjælp, var ligeglade. Det eneste, de var interesserede i, var et hurtigt knald i bilen, før de skulle hjem til deres koner eller kærester.
Nadia famler nervøst ved lynlåsen i sin brune strikkede trøje, mens hun med svag og skælvende stemme fortæller om sit livs mareridt som tvangsprostitueret i Italien.
Vi møder den spinkle kvinde med de store, brune, men triste øjne på krisecenteret for tidligere prostituerede 100 kilometer uden for Rumæniens hovedstad Bukarest.
Siden april sidste år har hun sammen med sin 5-årige søn, Robert, boet på et lillebitte og sparsomt møbleret værelse på centret.
Et paradis i forhold til det helvede Nadia oplevede i det halve år, hun blev tvunget til at trække som prostitueret på en busholdeplads i en forstad til Rom.
- Der er stor fattigdom og ikke noget arbejde at få i den landsby, jeg kommer fra. Så da naboens søn, som nu bor i Italien, tilbød at skaffe mig et job i huset i Rom, var jeg naturligvis meget lykkelig og glad. Min mor ville gerne tage sig af Robert, mens jeg var i Italien, og de penge, jeg kunne tjene der, kunne være med til at give os alle en bedre tilværelse, forklarer Nadia, mens hendes stemme knækker over.
- Jeg kunne jo slet ikke forestille mig, at han ville snyde mig. Vi har kendt hinanden hele livet og leget sammen, da vi var børn. Jeg kunne jo ikke vide, at han i virkeligheden var et udyr, hvisker hun.
Sammen med tre andre unge kvinder fragter nabosønnens kone Nadia i bil til Italien. Lige før grænsen til Ungarn svinger bilen ind på en parkeringsplads. Pigerne tvinges til at aflevere deres pas og får at vide, at der går noget tid, inden de kan krydse grænsen.
Da Nadia spørger hvorfor, skifter den tidligere så venlige kvinde karakter.
- Hun var meget nervøs og bad mig om at holde min kæft og være rolig. Så låste hun og chaufføren bildørene og gik over på et cafeteria.
Efter at have siddet indespærret i bilen i otte timer ved Nadia, at noget er galt. Da kvinden vender tilbage, forlanger hun derfor at blive sat af bilen, så hun kan komme hjem igen. Men kvinden afviser.
- Du er en dum luder, og du gør bare som der bliver sagt, ellers bliver det værst for din mor og din søn, truer hun Nadia.
Nadia fortsætter med at protestere, men får et par på siden af hovedet.
- Jeg vil af, jeg vil ikke med, jeg vil ikke med, skriger hun, da de kommer til paskontrollen, men opgiver at blive hørt, da hun ser, at betjenten udover passene også får stukket et par pengesedler ind gennem ruden.
- Da forstod jeg, hvorfor vi skulle vente så længe med at krydse grænsen. Vi havde ventet på, at en korrupt betjent skulle overtage vagten, fortæller Nadia.
Efter at have kørt gennem Ungarn og Østrig ankommer minibussen et døgn senere til en skov uden for Rom. Her bliver Nadia banket gul og blå.
Barndomsvennen sparker og slår hende for til sidst gentagne gange at voldtage hende for øjnene af sin kone og de tre andre kvinder.
Nadia besvimer, og da hun vågner op, befinder hun sig i en hytte af bambus, plastic og aviser.
- Der var ingen vinduer i rummet, der var tre gange fire meter stort. Det eneste, der var, var en balje, som vi skulle bruge som toilet om natten og til at vaske os i om dagen. Vi sov alle fire direkte på jorden. Der var hverken tæpper eller andet, fortæller Nadia.
Dagen efter flyttes de fire kvinder ud til en busholdeplads i en af Roms forstæder. Det er også et mødested for sexhungrende mænd og prostituerede. En strøm af biler kører langsomt frem og tilbage på pladsen. Fra vejbroen lige over busholdepladsen holdes både kunderne og pigerne konstant under opsyn af pigernes alfonser.
- Vi fik at vide, at vi skulle gøre tegn til mændene i bilerne, så de var klar over, at vi var prostituerede. Men jeg nægtede at gøre det. Jeg lod bare som om, jeg ventede på en bus, fortæller Nadia.
Det gør naboens søn rasende. Nadia får endnu flere bank og besked om, at hvis hun ikke tager kunder, så får hun ingen mad.
- Jeg holdt til det i fire dage, men så var jeg så sulten, at jeg var nødt til at sætte mig ind til en mand i en af bilerne. Det var frygteligt. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet bortført, men han var ligeglad. Han ville bare have sex, fortæller Nadia, mens hun græder.
- Hvad ville han have dig til at gøre?
- Han ville have mig bagi, hulker hun. Hvad får dog mænd til at ville sådan noget?
Nadia kryber sammen på stolen og græder.
- Jeg fortalte altid mændene, at jeg ikke gjorde det frivilligt. Jeg bad dem om at redde mig, men de var ligeglade, fortæller hun.
Hjemme i Rumænien er Nadias mor blevet nervøs for, hvad der er sket med hendes datter. En gang om ugen får Nadia lov til at låne nabosønnens mobiltelefon, så hun kan ringe hjem til sin familie. Hun må kun tale i to minutter, og kun under opsyn. Derfor kan hun ikke fortælle, hvad hun bliver udsat for, men moren fatter mistanke.
- Er du tvunget til at arbejde som prostitueret, spørger hun en dag i telefonen. Bare svar ja eller nej - ikke andet.
Nadia svarer ja, og moren giver hende et telefonnummer.
- Husk det nummer, og ring det op, hvis det lykkes dig at slippe fri. Det er til en kvinde, der kan hjælpe dig, forklarer hun i telefonen.
Men der skal gå yderligere to måneder, før Nadia får mulighed for at ringe nummeret op. Efter fire måneder er naboens søn blevet så træt af Nadia, at han beslutter at sælge hende til to rumænske sigøjnere. Sigøjnerne installerer Nadia i en gammel godsvogn på en øde og nedlagt jernbanestrækning uden for Rom. I endnu to måneder tvinges Nadia til at prostituere sig og bliver også her jævnligt gennembanket og voldtaget.
Men en aften får hun chancen for at slippe ud af sit mareridt. Sigøjnerne holder fest, drikker tæt og glemmer at låse døren til togvognen. Nadia venter, til hun er sikker på, at de fulde mænd er faldet i søvn, så stikker hun af.
- Jeg bare løb og løb. Jeg vidste ikke i hvilken retning, jeg skulle løbe, men på et tidspunkt nåede jeg ud til en motorvej, fortæller hun.
Hun stiller sig midt på motorvejen og fægter med arme og ben for at få en af bilerne til at stoppe.
En bil stopper, og Nadia får mønter, så hun kan ringe fra en telefonboks i den nærmeste by.
Hun får kontakt til Iana Matei, der driver et privat krisecenter i Rumænien. Med hjælp fra Iana og et midlertidigt pas kan Nadia flyve hjem til Rumænien.
- Hvis det ikke havde været for Iana, så havde jeg sikkert været der endnu, siger Nadia.
- Nu kan jeg koncentrere mig om at bygge en tilværelse op sammen med Robert. Nu kan vi igen være en familie.
Men foreløbig bliver det en familie uden en mand.
- Der er gået noget i stykker inden i mig. Jeg tror ikke på mænd længere. Men måske om mange år kan jeg igen være sammen med en mand, men det vil tage tid - lang tid. Men jeg håber da, siger den sårede kvinde.
- Hvis du sad foran en mand, der havde planer om at købe sex hos en prostitueret, hvad ville du så sige til ham?
Nadia fastholder mit blik og svarer:
- Se på hendes øjne. Se hende i øjnene, og se den sandhed hendes øjne fortæller dig.
Nadias navn er opdigtet af hensyn til hendes sikkerhed
Lagt på: 08. Marts 2006 09:51
Sidst ændret: 08. Marts 2006 09:51