Af Jens Høvsgaard
De triste øjne lyser op i varme smil, når de ser hende. De kaster sig i hendes favn og holder blidt og kærligt om hende. Hun er deres ven og fortrolige, og for de fleste, det eneste faste holdepunkt i tilværelsen.
Hun hedder Iana Matei. Hun er 48 år, psykolog og stifter og leder af krisecenteret Reaching Out i den rumænske by Pitesti.
Pigerne, der modtager hende så varmt, har alle en fortid som prostituerede. Langt de fleste af dem har været ofre for menneskehandlere og har været tvunget ind i prostitution enten i Rumænien eller som eksporterede sexslaver på bordeller eller på gaden i Vesteuropa. Pigerne er i alderen fra 14 til 29 år. Langt de fleste af dem er under 18, og uden Iana ville deres fremtid være uvis.
Når en ny pige ankommer, sørger Iana som det første for, at hun kommer under lægelig behandling.
- Mange af pigerne er smittet med kønssygdomme eller er gravide. Deres alfonser tvinger dem til at dyrke sex uden kondom. Det er der flere penge i, fortæller Iana.
Næste skridt er at læge de mentale sår. Uden undtagelse har alle kvinderne oplevet at blive banket sønder og sammen og voldtaget af deres alfonser. Samtidig skal de leve i frygt for, at de bagmænd, de er sluppet væk fra, hævner sig på deres familie.
Nadia, der blev lokket til Italien af naboens søn og hans kone, kan fortælle om denne frygt.
Nadia er blevet lovet et job i huset i Italien, men undervejs på rejsen mod Italien begynder hun at ane, at alt ikke er som det skal være. Hun forlanger at blive sat af bilen, så hun kan komme hjem igen. Men nabosønnens kone, som hun følges med, afviser.
"Du er en dum luder, og du gør bare som der bliver sagt, ellers bliver det værst for din mor og din søn", truer hun Nadia.
- Det er en helt almindelig måde at presse pigerne på. Menneskehandlerne ved, at hvis de truer med at hævne sig på familiemedlemmer, så makker pigerne som regel ret, forklarer Iana Matei.
Det koster hende 100.000 kroner om året at drive centret, hvor der er plads til 12-13 kvinder ad gangen. Tidligere har hun fået tilskud fra Unicef, men bevillingen er ikke blevet fornyet, så nu er eneste indtægt de penge, pigerne selv kan skaffe ved at sy sengetøj på den lille systue, der er oprettet i forbindelse med centret.
- Men det er altså ikke nok, så jeg har været nødt til at afskedige de to socialarbejdere, der var tilknyttet stedet, fortæller Iana, der nu er ene om at tage sig af de 12 kvinder på stedet. Ene om at passe på dem, og ene om at give dem troen på sig selv og på livet tilbage.
Lagt på: 08. Marts 2006 09:51
Sidst ændret: 08. Marts 2006 09:51