Når kvinder handles til helvede

Menneskehandel er temaet i en ny svensk kriminalroman, som tager afsæt i den brutale og fornedrende virkelighed de unge, tvangsprostituerede kvinder lever under. Fagbladet 3F har mødt de to forfattere.Menneskehandel til debat

Jeg brænder for at komme af med mit spørgsmål. Er den sand - historien om Lydia, der skal slikke en spytklat op for en kunde, som bagefter slår hende i ansigtet med flad hånd og boller hende analt, så hun bløder? Er det sådan virkeligheden ser ud for de unge kvinder, der bliver lokket med løfter om et bedre liv i Sverige for derefter at blive tvunget ind i en tilværelse som prostituerede? Jeg må vente lidt med svaret.

Fotografen er en evighed om at tage billeder af Anders Roslund og Börge Hellström. Zoomer ind på deres ansigter, går et skridt tilbage, så også opbevaringsboksene bag dem kommer med i billedet. Særlig én boks spiller en central rolle i bogen "Box 21". I dag er det den, det hele handler om. Omsider lader vi opbevaringsboksene i kælderen på Centralstationen og et snegråt Stockholm bag os. Tilbage på "Pirat förlaget", får vi bænket os med dåsecola og båndoptager omkring bordet i et af de smukke lokaler i den gamle herskabslejlighed.

Da jeg omsider får svar på mit spørgsmål, ønsker jeg næsten, at jeg ikke havde stillet det.

- Nej, det her er ikke sandt. Vi plejer at sige, at det er så langt vi vil gå for at vise, hvad det er for en fornedrelse, disse kvinder er udsat for. Det her er det, vi har vurderet, at læseren kan klare at tage til sig, siger Börge Hellström med rolig stemme, kigger på mig hen over brillernes metalstel og fortsætter:

- Det, vi beskriver, er ingenting mod det, de i virkeligheden er udsat for.

Fornedrelse

49-årige Börge Hellström er en mand, der har prøvet lidt af hvert. En type, der er svær at ryste. Men skal han pege på noget, der har fået de små nakkehår til at rejse sig under arbejdet med bogen, så er det, at kvinder kan ydmyges så dybt. Af mænd.

Det er den fornedrelse, som indledningsscenen med Lydia og spytklatten skal illustrere. For ham er der tale om et sexmisbrug, når mænd har brug for en type sex, hvor de får lov at slå, spytte og (vold-) tage kvinderne.

- 50 procent af de mænd, der kommer hos de "menneskehandlede" prostituerede er gengangere. Mændene kan få noget her, som de ikke kan få hos "almindelige" prostituerede. Det har mere med magt og kontrol end med sex at gøre. Mange af de mænd bør behandles for deres sexmisbrug, siger Börge Hellström.

De to forfattere har taget det bedste - eller det værste, om man vil, med fra hver deres verden i arbejdet med "Box 21". Börge Roslund tager afsæt i et barsk liv med incest, alkohol- og stofmisbrug, et par fængelsophold, et utal af job som blandt andet lærer, taxachauffør, pornoklubvagt, og så har han læst jura på universitetet en kort overgang. I dag arbejder han med unge kriminelle og stofmisbrugere.

45-årige Anders Roslund har været reporter og nyhedsvært ved svensk tv i 15 år og har lavet en lang række dokumentarudsendelser om blandt andet trafficking eller menneskehandel, som de to forfatterne konsekvent kalder det. Hans brændstof er blandt andet indignation over, at der mangler politisk vilje og resurser til at stoppe handlen med mennesker.

Kynisk systematik

Anders Roslund hiver en politirapport op på bordet. Den er fra politiets efterforskning i en sag om et bordel i en lille by en kilometer fra Stockholm, hvor 19 baltiske piger arbejdede. Han bladrer frem til nogle regneark, som blev beslaglagt på stedet og peger med fingeren på det første kvindenavn i venstre kolonne, og kører fingeren hen til næste kolonne:

- 3.600. Det er hvad, hun har tjent den dato. I bemærkningerne længere til højre står der, at hun lige er kommet til Sverige. Måske som forklaring på den lave indtjening. Derpå følger kolonner med alfonsernes navne og hvor stor en procentdel, de skal have af indtjeningen. En kvinde, der kan have 10-12 kunder om dagen, kan tjene 150.000-200.000 kroner ind til bagmændene om måneden. Hvis du har 19 piger i en lejlighed, hvad giver det så pr. måned, pr. år? spørger Anders Roslund og sætter en tyk streg under, at det er den økonomiske gevinst, der får menneskehandel til at rangere på linje med narkohandel og våbensmugling.

I Sverige er straframmen for menneskehandel høj. Men, siger forfatterne, straffen tages kun i brug, hvis pigerne er under 18 år. Ellers hedder det groft rufferi og straffes med op til fire års fængsel. Men de har i øvrigt ikke haft mange domme i Sverige. I dag arbejder over 1.000 piger og kvinder som prostituerede - indespærrede og under tvang. Og det er den kyniske spekulation i menneskehandlen, der gør Anders Roslund vred:

- De benytter en særlig forretningsstrategi. Kvinderne bliver prøvekneppet, udsat for systematisk vold og voldtægter, helst analt, fordi det gør mest ondt, og trusler på livet for at tjene penge til bagmændene, siger Anders Roslund.

Det er hans vurdering, at der er tale om et organiseret netværk, der arbejder efter systematiske metoder. Af samme grund bør myndighedernes tilgang til menneskehandel være mere udfarende og konsekvent.

Han ser gerne flere resurser til politiets efterforskning, højere straffe til bagmændene og et socialt netværk, der kan rumme de mishandlede kvinder, når og hvis de slipper ud af det helvede, de er handlet til. Og skal man gå til roden, skal man hjælpe de lande, hvor kvinderne kommer fra med resurser, oplysning og uddannelse, fordi problemet udspringer af fattigdom.

Missionen lykkedes

Virkeligheden er mere end rigeligt til stede i "Box 21", som blandt andet bygger på de deprimerende bogføringer af kvindernes ydeevne, politirapporter, afskrifter af afhøringer, domsafsigelser, optegnelser af kvindernes skader, interview med politifolk og ikke mindst interview med kvinder, der har været igennem det helvede, som Lydia og Alena er udsat for i bogen. Men der er altså grænser for, hvad man kan skrive. Af flere årsager.

- Samtidig med at vi vil sætte fokus på et samfundsrelevant emne - og på hvad fornedrelse og skam kan få et menneske til at gøre - så vil vi jo også gerne underholde. Vi har skrevet en kriminalroman, som først og fremmest skal give ti timers læseoplevelse, siger Anders Roslund smilende.

Den mission er lykkedes. Ligesom forgængeren "Udyret", der handler om pædofili, og som fik prisen for bedste nordiske krimi 2004, er anmelderroserne er væltet ind. Bogen er solgt i over 20.000 eksemplarer i Sverige og er oversat til 12 sprog.

"Altid den sammen historie. Unge fattige baltiske piger, som var blevet bearbejdet af nogen, der kom til landsbyen med talegaverne i orden og med løfter om arbejde og rigdom, som forsynede dem med falske pas, og som i samme øjeblik, de tog imod passet, forvandlede dem fra håbefulde teenagepiger til simuleret lystne kvinder. Det falske pas var dyrt, der fulgte en gæld med det, en gæld man måtte arbejde af. De få, som turde nægte, lærte langsomt, hvad tæv var, blev derefter voldtaget af deres rejsefører til deres skød blødte, derpå pistolen mod hovedet og en gang til: Spred benene for helvede, du skal arbejde en gæld af for et pas og en rejse over Østersøen, knep så, for fanden, inden jeg stikker den op i røven på dig igen! Ham, der havde overtalt og slået og voldtaget og ført pistolen til tindingen, han solgte dem bagefter, tre tusinde euro for hver teenagepige som blev ført fra øst til vest, og som stønnede dygtigt, når nogen trængte ind i hende".

3F sætter menneskehandel til debat på Kvindernes kampdag 8. marts. Trafficking eller handel med kvinder til prostitution gennem organiseret kriminalitet er emnet for en konference hos 3F i Silkeborg.

Se mere om program og tilmelding på www.loli.dk


Lagt på: 22. Februar 2006 15:50

Sidst ændret: 22. Februar 2006 15:50