Poldanors svinefarm ved byen Naclaw lever ikke op til EU's miljøkrav. Det hævdede de danske landmænd bag svineproduktionen i august. Foto: Tom Heinemann

Danske svinefarme i Polen stadig ikke miljøgodkendt

Ifølge EU-Kommissionen har Poldanor ikke fået godkendt fem af sine 11 svinefarme. Poldanor har fjernet pressemeddelelse, hvor man påstod det modsatte.

Efter måneders venten har EU-Kommissionen nu endelig fået svar fra de polske myndigheder i sagen om miljøgodkendelser - de såkaldte IPCC-tilladelser - til 11 af de danskejede svinefarme Poldanor i Polen.

Efter gentagne henvendelser fra Fagbladet 3F til de polske miljømyndigheder samt til EU-Kommissionens miljøkommissær Stavros Dimas ligger svaret der nu. Og stik imod hvad Poldanor tidligere selv har oplyst (se pressemeddelelse fra 22. august 2005 - link i spalten til højre) er der stadig fem ud af 11 svinefarme, der mangler en godkendelse.

Tre af de fem Poldanorfarme står endda over for en direkte lukning, mens to andre stadig venter på de nødvendige miljøgodkendelser, fremgår det af EU-kommissionens papirer (se link i spalten til højre).

Selv om Poldanor har anket afgørelserne, giver sagen den danskejede svinegigant et par alvorlige ridser i sværen.

Fagbladet 3F har tidligere afsløret, at 30 ud af 32 af de oprindelige aktionærer i selskabet bag svinefarmene har store problemer med at overholde miljøreglerne i forbindelse med deres danske svineproduktion.

Den skatteyderfinansierede IØ-fond (Investeringsfonden for Østlandene) har skudt over 36 millioner kroner i svinefarmene i Polen uden at sikre sig, at man overholder danske miljøregler. Efter Fagbladet 3F's billeder af fodboldbane-store udækkede gyllelaguner ved svinefarmene blev vist i DR's TV-avisen, fik Poldanor dog hurtigt dækket gyllelagunerne til.

Pressemeddelelsen der forsvandt

Poldanor, der blandt andet har udviklingsminister Ulla Tørnæs' mand, Jørgen L. Tørnæs, som aktionær, har igen og igen forsøgt at nedtone betydningen af de manglende miljøgodkendelser med henvisning til bureaukrati og sendrægtighed hos de polske myndigheder.

I en pressemeddelelse fra den 22. august 2005, fastslog svinegiganten således, at det i store træk blot var et spørgsmål om tid, før de polske myndigheder havde fået godkendt alle 11 farme.

Af pressemeddelelsen fremgår det fejlagtigt, at Poldanor har opnået syv godkendelser. Ifølge de nye oplysninger, som Nyhedsbrevet 3F netop har modtaget fra EU-Kommissionen, er der tale om seks farme, mens fremtiden stadig er uvis for de fem andre.

Poldanors pressemeddelelse fra 22. august er i dag ikke længere at finde på Poldanors hjemmeside (men kan læses i linket i spalten til højre).

Den danske svinegigant har tidligere indbragt Fagbladet 3F for Pressenævnet blandt andet med henvisning til Fagbladet 3F's artikler om problemerne med myndighedsgodkendelser.

Mens denne sag verserer, står det nu klart at en del af argumentationen fra Poldanors side halter gevaldigt.

Herremandsmentalitet

SF's medlem af Europaparlamentet Margrete Auken, der tidligere har besøgt Poldanors svinefarme, ser med stor tilfredshed på de nye oplysninger:

- Poldanor har opført sig med en herremandsmentalitet, jeg sjældent har set lige. Lokale protester er blevet nedgjort på det groveste, og offentligheden har kun sjældent fået korrekte oplysninger, siger Margrete Auken.

Hun vil nu have miljøkommissær Stavros Dimas til at svare på, om de polske myndigheders nye og strammere kurs også omfatter alle de andre udenlandskejede svinefarme i Polen.

Overfor Nyhedsbrevet 3F fastslår EU-Kommissionens talsmænd, at man er tilfredse med, at de polske myndigheder tager IPPC-reglerne (EU's forurenings- og miljødirektiv, Red.) alvorligt, men at man vil følge sagen løbende.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Poldanors direktør Tom Axelgaard, der opholder sig i den russiske hovedstad, Moskva.


Lagt på: 05. Oktober 2005 00:06

Sidst ændret: 05. Oktober 2005 12:39

Dokumenter

Fakta

Uddrag af sagen

  • 1994:
    Polen Invest A/S, der ejes af en række fremtrædende danske svineproducenter, stifter Poldanor SA. De første af i alt 20 svinefarme opkøbes. IØ-fonden (Investeringsfonden for Østlandene) er med som investor.

  • 19. august 1996:
    IØ-fondens bestyrelse vedtager, at alle projekter fremover skal overholde danske miljøregler.

  • 8. december 2004:
    TV-Avisen offentliggør Fagbladets billeddokumentation af udækkede gyllelaguner på størrelse med fodboldbaner ved Poldanors svinefarme, hvilket klart strider mod danske miljøregler.

  • 9. december 2004:
    IØ-fonden bestiller en ekstern undersøgelse af det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, der skal undersøge de landbrugsprojekter, fonden er involveret i.

  • 10. december 2004:
    Fagbladet udkommer med en stor historie om Poldanors gyllelaguner, som støttes af danske skattekroner.

  • 13. december 2004:
    I Berlingske Tidende fastslår IØ-fonden på baggrund af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Carl Bro, at miljøet ikke har taget skade af Poldanors åbne gyllelaguner.

  • 14. december 2004:
    IØ-fonden offentliggør hele rapporten fra Carl Bro.

  • 16. december 2004:
    En række miljøspecialister underkender Carl Bros undersøgelse som useriøs og misvisende.

    På et hasteindkaldt pressemøde i Polen oplyser Poldanors ledelse, at samtlige 19 gyllelaguner er overdækket.

  • 22. december 2004:
    Fagbladet besøger igen Poldanors farme og kan ved selvsyn konstatere, at gyllelagunerne er overdækket.

  • Januar 2005:
    Udenrigsminister Per Stig Møller uddeler næse til IØ-fonden for at lave en undersøgelse, der frikender gyllelagunerne for at skade miljøet.

  • 6. februar 2005:
    TV 2's nyhedsmagasin Dags Dato dokumenterer, at der fortsat er problemer med tildækning af gyllelagunerne.

  • 10. februar 2005:
    Fagbladet 3F offentliggør navnene på de oprindelige aktionærer i Polen Invest A/S og afslører, at selskabet trods et stort millionoverskud ikke har betalt skat i de seneste tre år.

  • 18. marts 2005:
    Udenrigsminister Per Stig Møller oplyser i et samråd med Folketingets Miljøudvalg, at regeringen har sat gang i en undersøgelse af IØ-fondens arbejde og ikke mindst miljøindsats.

  • Mandag 10. maj:
    Carl Bro's rapport om miljøforholdene på Poldanors svinefarme frikendes af et indslag i TV 2 Nyhederne.

  • Onsdag 15. juni:
    Nyhedsbrevet 3F citerer polske myndigheder for, at tre af Poldanors svinefarme skal lukkes på grund af miljøproblemer.

  • Tirsdag 30. juni:
    Poldanor indklager Fagbladet 3F til Pressenævnet for brud på god presseskik.