Af Tom Heinemann, Fagbladet 3F
De mange års laden stå til på miljøområdet ser nu ud til at blive drastisk ændret, efter bestyrelsen for den skatteyderfinansierede IØ-fond (Investeringsfonden for Øst-landene), har krævet væsentlige stramninger i forbindelse med de enorme mængder gylle, som de danske svinefarmere producerer i Østeuropa.
En ny rapport fra rådgivningsfirmaet Carl Bro, der blev offentliggjort i dag onsdag viser, at kun godt halvdelen af 11 undersøgte svinefarmsprojekter, håndterer gyllen efter dansk standard.
- Vi har derfor gjort ledelsen af fonden opmærksom på, at der er et behov for at sikre, at de projekter, som vi er med i, og som ligger tilbage fra før 2003, (Hvor IØ-fonden skærpede miljøkravene, Red.) lever op til dansk standard inden årsskiftet, siger formanden for IØ-fonden, Johannes Poulsen, til Nyhedsbrevet 3F.
Det er vel en direkte kritik af fondens ledelse I kommer med her?
- Vi har nok været for eftergivende for længe, og vi var nok ikke blevet så opmærksomme på problemet med gyllen, hvis ikke pressen havde beskæftiget sig så indgående med emnet, som tilfældet har været gennem det sidste halve år, erkender Johannes Poulsen.
I rapporten bliver det også anbefalet, at de enkelte projekter skal blive langt bedre til at håndtere myndighedernes krav i de enkelte lande.
Et forslag som IØ-fonden nu arbejder videre med, og det er nu besluttet, at såfremt de enkelte projekter ikke har den nødvendige ekspertise i forhold til lokale og internationale miljøregler, vil IØ-fonden i samarbejde med en konsulent sikre, at den danske miljøstandard kan opnås.
Netop myndighedernes lokale krav spillede en stor rolle under pressemødet. Nyhedsbrevet 3F spurgte igen og igen til den seneste oplysning, om at tre af Poldanors svinefarme i Polen netop er blevet kendt ulovlige, hvilket kom totalt bag på IØ-fondens ledelse:
- Det vil vi gerne se, før det sker, men vi er ude af Poldanor, og jeg har ikke yderligere kommentarer end, at hvis oplysningerne er korrekte, så har Poldanor et stort problem, sagde direktør Svend Riskær.
Ser man nærmere på rapporten fra Carl Bro, kan man igen konstatere, at rådgivningsvirksomheden tilsyneladende ikke helt er klar over, hvor de polske myndigheder befinder sig i forhold til de lovpligtige tilladelser, som de enkelte svinefarme skal have.
Rapporten nævner ikke med ét ord, at for eksempel Poldanor har store problemer med miljøet. Så store, at miljømyndighederne netop har udstedt forbud mod at drive tre af Poldanors farme.
I Carl Bros rapport lyder det helt anderledes. Alt er tilsyneladende i skønneste orden:
- … det er et generelt billede (…) at myndighederne ikke har magtet at behandle ansøgninger og udstede IPPC-godkendelser (EU´s miljødirektiv, red.) til tiden.
Carl Bro vurderer således, at den manglende godkendelse ikke kan lægges virksomheden til last.
Med andre ord har Carl Bro tilsyneladende igen sat kikkerten for det blinde øje. Et forhold, som Nyhedsbrevet 3F har beskrevet indgående i tidligere artikler.
Det har ikke været muligt at træffe Poldanor for en kommentar, men i en pressemeddelelse hæfter direktør Tom Axelgaard sig ved, at fire andre farme har opnået de såkaldte IPCC-tilladelser.
- På den baggrund er det Poldanors opfattelse, at et lukningskrav fra tilsynsmyndighederne i Vest Pommeren Amt i det nordlige Polen ikke vil medføre afvikling af driften på Poldanors svinefarme i henholdsvis Swielino, Czarnowesy og Naclaw, siger administrerende direktør i Poldanor S.A. Tom Axelgaard ifølge pressemeddelsen.
Poldanor anker ifølge pressemeddelelsen også lukningskravet til de statslige kontrolmyndigheder for de regionale miljøinspektorater i Polen.
Vedhæftet pressemeddelelsen fra Poldanor er et oversat brev fra amtsmiljøinspektøren i Vestpommeren fra 7. april 2005 om en Poldanor-farm, der ikke er nævnt som lukningstruet i den pressemeddelse fra amtet 13. juni, som Nyhedsbrevet 3F er i besiddelse af.
Lagt på: 15. Juni 2005 17:19
Sidst ændret: 15. Juni 2005 21:53