- Det er helt utilfredsstillende, at så mange store svineproducenter har miljøproblemer, og jeg er særlig chokeret over oplysningerne om, at hele 15 af dem er taget i grove miljøovertrædelser som f.eks. overproduktion og gentagne sager om manglende overdækning af gylletanke, siger Christian Wedell-Neergaard (K), formand for Folketingets Milkøudvalg og svineproducent - som selv tidligere har haft et par miljøsager på halsen. Foto: cwn.nu
Af Morten Hansen og Tom Heinemann, Fagbladet 3F
Fagbladet 3F's afsløring af gentagne grove miljøovertrædelser hos en række af de store svineproducenter, der er oprindelige aktionærer i Poldanor, får nu politikere på Christiansborg til at kræve gevaldige opstramninger i miljøkontrollen.
Efter Fagbladets kulegravning, er både miljøministeren og udenrigsministeren igen blevet afkrævet svar fra en række politikere.
Miljøkontrollen i Danmark skal strammes op og præmisserne for IØ-fonden skal ændres, så fondens investeringer ikke foretages sammen med mennesker, der har mere end almindeligt svært ved at holde sig inde for lovens grænser.
Formanden for Folketingets Miljøudvalg, Christian Wedell-Neergaard (K), der selv er svineproducent – og tidligere har haft et par miljøsager på halsen - siger:
- Det er helt utilfredsstillende, at så mange store svineproducenter har miljøproblemer, og jeg er særlig chokeret over oplysningerne om, at hele 15 af dem er taget i grove miljøovertrædelser som f.eks. overproduktion og gentagne sager om manglende overdækning af gylletanke, siger Christian Wedell-Neergaard.
På baggrund af Fagbladet 3F's oplysninger forlanger han nu, at miljøkontrollen bliver styrket:
- Jeg er træt af at de her sager bliver ved med at dukke op. Det skaber jo en ulig konkurrencesituation, hvis nogen bruger mange penge på at overholde loven, mens andre tilsyneladende bliver ved med at blæse på reglerne, siger Christian Wedell-Neergaard.
Kontrol frem for tillid
Dermed er formanden for Miljøudvalget på linie med den samlede opposition.
Lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, kræver ordførerne bedre og mere kontrol.
- Overordnet er det et problem, at der er så lidt kontrol. Får man én indskærpelse og retter man ikke ind, så er næste skridt en politianmeldelse. Problemet er, at der er alt for få tilsyn, siger Kristen Touborg fra SF og fortsætter:
- Tillid, det er godt, men kontrol er nødvendigt.
- Jeg er rystet over, at der er så få, der har styr på miljøet. Det sætter tingene i perspektiv i forhold til svineproducenternes investeringer i Polen, siger Pernille Blach Hansen (S).
- Det er tankevækkende, at det er folk som har svært ved at overholde lovgivningen i Danmark, der investerer i svinefarme i Østeuropa. Det virker som om man håber på at reglerne er lempeligere, eller at det er lettere at slippe af sted med miljøsvineriet. Skal danske skatteborgere virkelig være med til det? Vi skal passe på, at de ikke undergraver, hvad der er tilbage af det danske renomme, siger Per Clausen fra Enhedslisten.
Den fremskaffede dokumentation af de mange miljøovertrædelser får nu politikere til at kræve ændringer i IØ-fondens investeringspolitik.
- Det skal være helt udelukket at modtage statsfinansierede lån eller aktieopkøb, hvis man tilpas mange gange har overtrådt de danske miljøregler - det er jo nøjagtigt det princip, som EU's nye regler kører efter, så må det også gælde for vores danske støtte, siger Martin Lidegaard fra De Radikale.
-I forhold til IØ-fonden og de eksisterende ejendomme på for eksempel Poldanor, så burde miljøstandarden efter et år være oppe på dansk standard. Det skal være en klar forudsætning for IØ's investeringer, siger Kristen Touborg (SF).
Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti er fortørnet over afsløringerne:
- Det her er nogle spekulanter, der har flyttet deres penge til Polen for at tjene endnu flere. Den grådighed har taget overhånd, siger Jørn Dohrmann.
Lagt på: 02. Juni 2005 01:16
Sidst ændret: 02. Juni 2005 11:14
Fakta |
|
Miljøminister vil indføre pisk og gulerod
Efter Fagbladet 3F´s afsløring af de 32 landmænds gentagne lovovertrædelser, forsøger miljøminister Connie Hedegaard (K) |