08.interview.Ingrid
Hun har prøvet så godt som alle typer af slankekure. Nogle har virket, andre ikke, men ét er sikkert: vægttab ved hjælp af diæter har ikke været permanent.
- At tabe sig ved en slankekur er som at lakere en rusten bil. Den ser flot ud for en tid, men så bryder rusten igennem. Det er det samme, der sker, når man har vægtproblemer. Det er en ond cirkel, siger Ingrid Videbech, der netop har udgivet bogen: "Jeg begynder på mandag". En bog, der handler om hendes kamp mod overvægten og erkendelsen af, at først da hun begyndte at elske og acceptere sig selv, raslede kiloene af - og blev væk.
Hvad vil du med bogen?
- Faktisk var det ikke meningen, at det skulle blive en bog. Snarere en optegnelse over mine egne tanker, et forsøg på at blive klog på mig selv. Oprindelig var den tiltænkt skrivebordsskuffen, men så blev jeg opfordret til at gå videre med den.
- Det er mit håb, at bogen kan sparke lidt til debatten, så vi snakker mennesker frem for fedt. I dag tager man symptomet - altså fedtet - og gør det til et problem. Det er helt bagvendt, og derfor bliver slankekure aldrig en succes. Vægttab er under ingen omstændigheder et spørgsmål om tage sig sammen.
Hvad er der galt med slankekure?
- De fleste med vægtproblemer har oplevet væsentlige afsavn i deres liv. Når man går på en skrap diæt, indebærer det bare endnu flere afsavn. Man bryder ikke en spiseforstyrrelse ved at indføre en ny.
- Mange overvægtige har i hele deres liv haft fokus på mad. Enten det de spiste, eller det de ikke måtte spise. Derfor er vigtigt at få erstattet maden med livet og få det at leve til at fylde lige så meget - at finde andre ting, der kan gøre én glad.
Det lyder enkelt, men det er en væsentlig pointe i Ingrid Videbechs budskab. For det nytter ikke noget at sætte sig ned med kalorietabeller, fedt-energiprocenter og motionsplaner, hvis man gerne vil tabe sig permanent.
Selvfølgelig handler det også om kost og motion, men samfundets fokus på de to faktorer er for ensidig, og det er efter Ingrid Videbechs opfattelse grunden til, at overvægtige er dømt til at fejle.
Du taler om fire dimensioner i kampen mod overvægt. Hvad mener du?
- Jeg mener, at kost og motion ikke er de vises sten, når en person skal tabe sig. Det psykiske og det sociale er mindst lige så vigtigt. Det er fire lige vigtige ben til bordet. Jeg bliver ked af det, når den eneste hjælp til overvægtige fra offentlig side er diætplaner og motionsråd. Det handler ikke kun om, hvad folk spiser, men hvorfor og hvornår de spiser. Og det er ikke bare et spørgsmål om en svag psyke, men om reaktionsmønstre, følelser og ansvar for sit eget liv, siger Ingrid Videbech.
Og den sociale dimension er ligeså vigtig - og svær at få bugt med, fordi den blandt andet handler om vaner og traditioner.
- Vi skal være villige til at se på vores vaner og måske ændre dem. For eksempel tage trappen i stedet for elevatoren og droppe det usunde, når vi hygger os med familie og venner. Vi bliver nødt til at finde en balance mellem de fire dimensioner for at forstå, hvorfor folk er overvægtige.
Selv har hun brugt mange år på at finde den balance, der gør, at hun i dag med stor sikkerhed kan sige, at hun har styr på sin vægt.
- Jeg har været overvægtig, siden jeg var fem år, og har altid kæmpet med vægten og maden. Enten som noget jeg skulle kontrollere eller som noget, der gav mig dårlig samvittighed.
Hendes første gennembrud kom for 13 år siden, da hun under sin anden graviditet tog 15 kilo på i løbet af de første tre måneder. Da hun samtidig fik svær bækkenløsning, sendte lægen hende til fysioterapeut og diætist. Mødet med de to personer gjorde, at Ingrid Videbech i løbet af de følgende syv-otte måneder tabte sig 25 kilo.
Hvorfor lykkedes det dig at tabe dig dengang - når det var mislykkedes så mange gange før?
- De to gav mig en masse positiv opmærksomhed og en helt ny kropsbevidsthed. Diætisten lærte mig at fokusere på muligheder frem for begrænsninger i kosten, mens fysioterapeuten fik sat hals, arme, krop og ben på mit hoved gennem massage. Det betød, at jeg blev mere opmærksom på sultsignaler. Jeg blev simpelthen mere tilstede i mit eget liv og kom i psykisk balance.
Ingrid Videbech holdt vægten i ti år. I den periode fungerede hun som frivillig rådgiver for spiseforstyrrede, og det sporede hende ind på sammenhængen mellem psyke og krop.
Alligevel satte hun sit vægttab over styr i forbindelse med et job, der gjorde hende syg af stress. I løbet af et år tog hun ti kilo på - i dag ved hun, at stressen fik hende til at trøstespise.
Ingrid Videbech blev sygemeldt, forlod senere sit job og fik et nyt med mindre ansvar, men mere kontakt med mennesker. Det lykkedes hende at smide omkring femten kilo, og hun blev for alvor bevidst om de psykiske dimensioner.
Som hun sidder i sin stue i hjemmet i Brabrand, er det svært at se på hende, at vægtproblemer er en del af hendes bagage. Hun er misundelsesværdig slank og velplejet, men bag det kønne ydre gemmer sig en kvinde, der i rigtig mange år brugte mad til at kontrollere sine følelser. Det ændrede sig først, da hun besluttede sig for at lære sig selv at kende - på godt og ondt.
- Mange mennesker spiser på følelserne. Når vi lærer os selv og vores egne følelser at kende, behøver vi ikke længere spise for at gemme dem af vejen, siger hun og understreger, at hun ikke forsøger at udgive sig for at være ekspert i vægtproblemer. Ej heller er hun psykolog.
- Men med tiden er jeg blevet ekspert i mig selv. Det råd, jeg vil give andre er, at man skal lære sig selv at kende, respektere det, man opdager om sig selv, og tilgive sig selv for det, man er knap så begejstret for. Så er man et godt skridt på vejen. Jo mere man lærer sig selv at kende, des mere kommer ens liv i balance. Og dermed kommer også ens krop i balance, siger Ingrid Videbech og uddyber:
- Jeg har lært, at stress, pres, usikkerhed og kedsomhed gør, at jeg småspiser. Omvendt har jeg fundet ud af, at når jeg er sammen med mennesker, der siger mig noget, og hvor jeg føler mig succesfuld, får jeg overskud til at gøre noget for mig selv.
I din bog taler du meget om selvomsorg. Hvad er det?
- Det er for eksempel at indrette sit liv, så man ikke får stress. At spise den mad, kroppen behøver for at være sund. Ikke fordi nogen siger, at man skal være sund, men fordi det er godt for dig. Jeg tror, at mange forveksler selvomsorg med egoisme. Men vi glemmer, at en person, der er fyldt op af omsorg, er bedre i stand til at give. Og så er vi tilbage til at tage ansvar for sit eget liv. For selvomsorg er også et spørgsmål om ansvarlighed.
Hvorfor er det så svært at tage ansvar?
- Ansvar for eget liv er ikke noget, der lægges meget vægt på fra samfundets side. Vi er opdraget til at være lydige borgere frem for at være ansvarlige. Men vi er også gode til selv at lægge ansvaret fra os og give andre skylden for vores problemer. Hvis bare vores læge, forældre eller kæreste havde handlet anderledes, ville alt være anderledes! Men den går ikke. Vi har selv ansvaret for at vælge livet.
Den bedste måde at lære sig selv at kende på er at skrive dagbog, mener Ingrid Videbech.
Ikke i traditionel forstand, men som et værktøj til at få overblik, hvis du gerne vil tabe dig.
Skriv ned, hvad du spiser, hvornår, hvorfor, og hvad du føler i den forbindelse.
Skriv ned, hvad du gør, når du skal hygge dig, om eller hvis du dyrker motion og beskriv dit forhold til familie, venner og kolleger, lyder rådet.
Det er alt sammen med til, at du lærer dine tanker og følelser at kende.
En tidslinje, der peger bagud, er et andet godt redskab. Indtegn tidspunkter i dit liv, hvor der er sket noget væsentligt - både godt og ondt. Hvad skete der, og hvordan var dit forhold til mad?
Der vil altid være perioder i et liv, hvor man fungerer bedre end andre. Tidslinjen kan give dig en fornemmelse af, hvad der påvirker dig og hvordan.
Ingrid Videbech er 45 år og mor til to piger på 13 og 17 år, som hun har været alene med igennem en årrække. I dag er hun gift og bor i Brabrand ved Århus.
Hun er uddannet revisor og har senest arbejdet som regnskabsassistent på Århus Produktionsskole og underviser i andre sammenhænge. I 2002 var hun udsat for en trafikulykke og fik piskesmæld. Vedvarende hovedpine har gjort, at hun for tiden har orlov fra sit job og i stedet er ved at læse til uddannelses- og erhvervsvejleder.
"Jeg begynder på mandag" er udgivet på Turbine Forlaget. Pris: 198 kroner.
I forlængelse af sin bog har Ingrid Videbech lavet et kursus-forløb, der begynder i august.
Mange mennesker spiser på følelserne. Når vi lærer os selv og vores egne følelser at kende, behøver vi ikke længere spise for at gemme dem af vejen.
At tabe sig ved en slankekur er som at lakere en rusten bil. Den ser flot ud for en tid, men så bryder rusten igennem.
Lagt på: 20. April 2005 00:06
Sidst ændret: 08. September 2005 09:30
