Dette billede af gylle, der fra en af det danskejede Poldanors svinefarme, bliver ledt direkte ud af et drænrør ved byen Dobrzyn, blev taget af Fagbladets fotograf fredag den 18. marts, hvor Per Sitg Møller oplyste, at der var styr på miljøforholdene. Foto: Katarzyna Maj

Minister bakker op om IØ-fonden

På trods af Fagbladets billeddokumentation fastholder Per Stig Møller (K) , at IØ-fonden har leveret fyldestgørende oplysninger om miljøforholdene på Poldanors svinefarme.

Det er H.C. Andersens historie om tre fjer, der er blevet til fem kæmpestore høns om igen, mener udenrigsminister Per Stig Møller (K) om Fagbladets artikler, der viser, at danskejede svinefarme i Polen gennem en årrække har overtrådt EU´s og danske miljøregler.

Det sagde udenrigsministeren i Folketinget onsdag.

På et samråd for nyligt oplyste Per Stig Møller, at de danske svinefarme ejet af Poldanor kun mangler at overdække to såkaldte gyllelaguner for at overholde danske og internationale miljøregler.

Herefter bragte Fagbladet en række billeder taget i Polen, der angiveligt viste, at der sker flere grove overtrædelser af miljølovgivningen.

Det fik Per Clausen fra Enhedslisten til onsdag at spørge udenrigsministeren i Folketingets spørgetid, om han fastholder sine udta-lelser fra samrådet – det gør han, oplyste Per Stig Møller.

Beskylder Fagbladet for ikke at bringe dementier

- Det er værd at lægge mærke til, at Fagbladet har afvist at bringe op til flere dementier, så jeg vil tænke mig godt om, før jeg gør det til en sag om ministerens troværdighed, sagde Per Stig Møller.

Han henviste til, at IØ-fonden, som har givet tilskud til de danskejede svinefarme i Polen, afviser billederne taget af Fagbladets fotograf.

- IØ-fonden oplyser, at de pågældende billeder ikke viser en gyllelagune, men en betonbeholder. IØ-fonden oplyser, at Poldanor ikke overtræder lokale miljøregler. Billeder viser ikke det, som de giver sig ud for, sagde Udenrigsministeren.

Udenrigsministeren påpegede flere gange i Folketinget, at 3F og Fagbladet har nægtet at bringe dementier både fra IØ-fonden og fra DMU (Danmarks Miljøundersøgelser), som er blevet brugt som kilde i artikelrækken.

Stiller spørgsmål ved IØ-fondens troværdighed

Det fik Per Clausen til at svare.

- Der kan jo være flere grunde til, at fagbladet ikke bringer dementierne. Det kan jo være, at de ikke er rigtige, sagde Per Clausen, der heller ikke helt forstod, at udenrigsministeren turde forlade sig på oplysninger fra IØ-fonden.

- Jeg ved ikke, om IØ-fondens troværdighed er stor, når den siden 1996 ikke har formået at få Poldanor til at overholde miljø-lovgivningen. Derfor synes jeg det er dristigt, at udenrigsministeren afviser de ting, der er kommet frem fra 3F, sagde Per Clausen.

Det samme synspunkt har redaktør af Fagbladet, Palle Smed. Han er overrasket over, at udenrigsministeren udelukkende stoler på oplysninger fra IØ-fonden og Poldanor.



- Udenrigsminister Per Stig Møllers svar i Folketinget ligner de svar, IØ-fonden har givet, som stort set baserer sig på Poldanors oplysninger. Udenrigsministeren gengiver med forbløffende lighed Poldanors pressemeddelse, som man i øvrigt kan læse på 3f.dk. Dermed har udenrigsministeren fuldstændig begravet sin troværdighed i lommen på de danske svineinvestorer i Poldanor. Hvis ministeren er så sikker i sin sag, er da overraskende at han har fundet anledning til overhovedet at sætte en miljøundersøgelse i gang, siger Palle Smed.

Redaktøren afviser desuden, at Fagbladet har lavet journalistiske fejl, ved at afvise dementier fra IØ-fonden eller Poldanor.

- Det er overraskende, at Per Stig Møller forsøger at beklikke Fagbladet journalistiske etik. Vi følger reglerne for god presseskik og har givet såvel Poldanor som IØ-fonden masser af spalteplads og forholder dem altid de oplysninger, vi videregiver til læserne. Det er de ganske vist ikke tilfredse med, men problemet er blot, at hverken IØ-fonden eller Poldanor kan dokumentere, at Fagbladet har viderebragt forkerte oplysninger. Jeg har oven i købet tilbudt IØ-fonden punkt for punkt at kommentere Fagbladets oplysninger, men det har IØ-fondens ledelse afvist, siger Palle Smed.

Carl Bor-unders'gelse klar til maj

Udenrigsminister Per Stig Møller foreslog onsdag i Folketinget, at man afventede en undersøgelse fra Carl Bro om sagen, før Folketinget igen tager sagen op. han lovede samtidig, at alle påstande om Pol-danors overtrædelser kommer med i undersøgelsen.

Undersøgelsen fra Carl Bro forventes færdig til maj.


Lagt på: 07. April 2005 00:06

Sidst ændret: 07. April 2005 15:35

Dokumenter

  • Poldanors pressemeddelelse fra 30. marts

Fakta

Sagen kort

1994:
Polen Invest A/S, der ejes af en række fremtrædende danske svineproducenter, stifter Poldanor SA. De første af i alt 20 svinefarme opkøbes. IØ-fonden (Investeringsfonden for Østlandene) er med som investor.

19. august 1996:
IØ-fondens bestyrelse vedtager, at alle projekter fremover skal overholde danske miljøregler.

8. december 2004:
TV-Avisen offentliggør Fagbladets billeddokumentation af udækkede gyllelaguner på størrelse med fodboldbaner ved Poldanors svinefarme, hvilket klart strider mod danske
miljøregler.

9. december 2004:
IØ-fonden bestiller en ekstern undersøgelse af det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, der skal undersøge de landbrugsprojekter, fonden er involveret i.

10. december 2004:
Fagbladet udkommer med en stor historie om Poldanors gyllelaguner, som støttes af danske skattekroner.

13. december 2004:
I Berlingske Tidende fastslår IØ-fonden på baggrund af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Carl Bro, at miljøet ikke har taget skade af Poldanors åbne gyllelaguner.

14. december 2004:
IØ-fonden offentliggør hele rapporten fra Carl Bro.

16. december 2004:
En række miljøspecialister underkender Carl Bros undersøgelse som useriøs og misvisende.

På et hasteindkaldt pressemøde i Polen oplyser Poldanors ledelse, at samtlige 19 gyllelaguner er overdækket.

22. december 2004:
Fagbladet besøger igen Poldanors farme og kan ved selvsyn konstatere, at gyllelagunerne er overdækket.

29. december 2004:
Miljøminister Connie Hedegaard skriver i et svar til Enhedslistens Keld Albrechtsen, at gyllelaguner belaster miljøet.

Januar 2005:
Udenrigsminister Per Stig Møller uddeler næse til IØ-fonden for at lave en undersøgelse, der frikender gyllelagunerne for at skade miljøet.

6. februar 2005:
TV 2's nyhedsmagasin Dags Dato dokumenterer, at der fortsat er problemer med tildækning af gyllelagunerne.

10. februar 2005:
Fagbladet offentliggør navnene på de oprindelige aktionærer i Polen Invest A/S og afslører, at selskabet trods et stort millionoverskud ikke har betalt skat i de seneste tre år.

18. marts 2005:
Udenrigsminister Per Stig Møller oplyser i et samråd med Folketingets Miljøudvalg, at regeringen har sat gang i en undersøgelse af IØ-fondens arbejde og ikke mindst miljøindsats.

Samme dag fotograferer Fagbladet forholdene ved svinefarmene.

23. marts 2005:
Nyhedsbrevet 3F offentliggør nye billeder fra Poldanors svinefarme, der viser, at flere gyllebeholdere fortsat er uoverdækkede.