En dansk hotelejer, der er nabo til Poldanors kæmpe svinefarme i Polen, er klar med et erstatningskrav på et millionbeløb, hvis gyllestanken holder turisterne væk.
Af Jens Høvsgaard, Fagbladet Jens@hoevsgaard.dk
De danske svineproducenter, der med 36 millioner danske skattekroner i ryggen har etableret Nordeuropas største svinefarm, hvor man indtil for nylig opbevarede enorme mængder gylle i utildækkede laguner, mødes nu med kritik af deres danske nabo.
- Der er jo en grund til, at Poldanor er blevet så stor på så kort tid, konstaterer den danske landmand og iværksætter, Mark Andersen, der er nabo til Poldanors svinefarm i byen Naclaw.
- De er helt fremme i skoene, og de bruger deres økonomiske styrke til at få det nøjagtigt på den måde, de vil have det. Ingen embedsmand eller politiker tør at gå imod dem af frygt for en eventuel retssag, forklarer han.
Mark Andersen, der udover at drive agerbrug i Naclaw også er i gang med at ombygge et gammelt slot til hotel, har de stærke svinebønders livtag helt inde på kroppen. Siden Poldanor og firmaets 12.000 grise i 2000 flyttede ind på byens gamle statsfarm, har både han og de andre beboere i byen måtte leve med stanken fra farmens to åbne gyllebeholdere.
Fejl hos myndighederne
- Vi er godt klar over, at det kan lugte af gylle i byen, siger Poldanors produktionsdirektør Bjarne Vest.
- Derfor søgte vi også allerede i 2000 om at måtte etablere en overdækket gyllelagune på farmen, men på grund af en masse irrelevante miljøindvendinger fra borgerne og på grund af fejl hos myndighederne har vi ikke fået tilladelsen endnu.
De påståede fejl i behandlingen har både kommunen og Mark Andersen meget vanskeligt ved at få øje på. Allerede den 31. maj 2001, mindre end et halvt år efter, at Poldanor kom til byen, blev der udstedt en etableringstilladelse til en gyllelagune. Men til Poldanors store fortrydelse havde kommunen tilladt sig at anvise en placering, hvor dunsten fra gyllesøen ville være til mindst gene for landsbyens beboere.
Erstatningskrav kan ruinere kommune
- Poldanor vil jo gerne have lov til at bygge den helt tæt på farmen. Det vil kommunen ikke have, og det har de så skændtes om siden. Men fakta er, at Poldanor kunne have bygget lagunen allerede i 2001, men det havde jo så været en dyrere løsning, end den de ønsker. Derfor er den ikke blevet bygget endnu, forklarer Mark Andersen.
I stedet har Poldanor valgt at forhale sagen så længe, at hele lokalplanen, der blandt andet omfattede gyllelagunen, nu er forældet. Derfor skal der en ny lokalplan til før beboerne i Naclaw kan slippe af med stanken fra de to åbne gyllebeholdere. Problemet er bare, at kommunen ikke har penge til at udarbejde en ny lokalplan.
- Men hvorfor pålagde kommunen ikke Poldanor at bygge, der hvor de var blevet anvist at bygge?
- Det turde man simpelthen ikke, siger Mark Andersen.
- Hvis kommunen havde gjort det, så ville Poldanor straks have svaret igen med et erstatningskrav på et stort millionbeløb, og det ville simpelthen kunne have ruineret hele kommunen.
Poldanor kan komme til at betale
Hele sagen kan dog ende som en boomerang i hovedet på de danske svineproducenter. Hvis ikke Poldanor har løst lugtproblemerne inden Mark Andersen er klar til at byde turisterne velkommen på sit ombyggede slot, så er det Poldanor, der bliver mødt med et erstatningskrav.
- Det siger sig selv, at jeg ikke kan drive hotel, hvis her stinker af gylle. Så jeg er klar til at kræve et to-cifret millionbeløb i erstatning fra Poldanor, hvis ikke firmaet får styr på lugten inden da , siger Mark Andersen.
Lagt på: 09. Februar 2005 09:45
Sidst ændret: 09. Februar 2005 10:39
Fakta |
|
Sagen kort Polen Invest A/S, der ejes af en række fremtrædende danske svine-producenter, stifter Poldanor SA. De første af i alt 20 svinefarme opkøbes. IØ-fonden (Investerings-fonden for Østlandene) er med som investor. IØ-fondens bestyrelse vedtager, at alle projekter fremover skal overholde danske miljøregler. miljøregler. IØ-fonden bestiller en ekstern undersøgelse af det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, der skal undersøge de landbrugsprojekter, fonden er involveret i. I Berlingske Tidende fastslår IØ-fonden på baggrund af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Carl Bro, at miljøet ikke har taget skade af Poldanors åbne gyllelaguner. IØ-fonden offentliggør hele rapporten fra Carl Bro. 16. december 2004: En række miljøspecialister underkender Carl Bros undersøgelse som useriøs og misvisende. På et hasteindkaldt pressemøde i Polen oplyser Poldanors ledelse, at samtlige 19 gyllelaguner er overdækket. Fagbladet besøger igen Poldanors farme og kan ved selvsyn konstatere, at gyllelagunerne er overdækket. Miljøminister Connie Hedegaard skriver i et svar til Enhedslistens Keld Albrechtsen, at gyllelaguner belaster miljøet. Januar 2005: Udenrigsminister Per Stig Møller uddeler næse til IØ-fonden for at lave en undersøgelse, der frikender gyllelagunerne for at skade miljøet. |