Hvis danske og europæiske skatteydere har været med til at støtte selskabet, så vil jeg forlange, at Poldanor betaler alle pengene tilbage igen siger Margrethe Auken
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet/sid.dk asger.havstein@sid.dk
Margrethe Auken, medlem af Europaparlamentet for SF, har nu taget sagen om svinefabrikken Poldanors åbne og ulovlige gyllebeholdere op med EU's miljøkommissær Stavros Dimas og forlangt øjeblikkelig handling.
- Jeg har også bedt landbrugskommissær Mariann Fischer Boel besvare om de danske svinefarme i Polen harmonerer med hendes vision for europæisk landbrug - herunder EU's nabolande, siger hun.
Kræver pengene tilbage
Landbrugskommissæren skal også oplyse parlamentet om, hvad Poldanor og datterselskaber i Polen har modtaget af EU-støtte i alle ender og kanter.
- Hvis danske og europæiske skatteydere har været med til at støtte selskabet, så vil jeg forlange, at Poldanor betaler alle pengene tilbage igen siger Margrethe Auken.
Skamløst og kynisk
Hun forlanger også, at gyllelagunerne i Polen bliver overdækket øjeblikkelig.
- De totalt blotlagte gyllelaguner som Fagbladet har fotograferet, strider mod al dansk og europæisk miljølovgivning. Det er skamløst og kynisk. Landmændene, der står bag Poldanor, er drevet af griskhed. Det er jo de største og rigeste svineproducenter i Danmark, siger Margrethe Auken, der allerede i juli fik en henvendelse fra det grønne parti i Polen omkring miljøsvineriet.
- De ville have mig til at gøre noget ved det, men jeg var ikke klar over, hvor galt det stod til. Det er ganske forfærdeligt, det, der nu er kommet for dagens lys, siger hun.
Lagt på: 09. December 2004 12:27
Sidst ændret: 09. December 2004 14:05
Fakta |
|
Stor fortjeneste
De 60 danske svineproducenter bag Polen Invest A/S, der siden 1994 har drevet Poldanor, har tjent styrtende med penge på deres investering. |