Journalist Jens Høvsgaard tog til Rumænien, hvor han for blot 15.000 kroner købte 16-årige Carmen. Det fortæller han om ved debatmødet om kvindehandel i morgen lørdag i spillestedet Vega. Foto: Claus Bie
Af Ulrik Dahlin, ulrik.dahlin@3f.dk
Gøres der nok fra samfundets, fra politikernes og ikke mindst fra politiets side for at stoppe den ydmygende handel med kvinder til købesex-industrien i Danmark?
Det bliver med sikkerhed et af de centrale debatemner, når 3F i samarbejde med Dansk Røde Kors i morgen lørdag inviterer til offentligt møde om trafficking - dvs. kvindehandel.
Mødet finder sted i morgen lørdag 22. april fra 11-14.30 i Ideal Bar, som ligger i spillestedet Vega på det københavnske Vesterbro.
Journalist Jens Høvsgaard, som for nylig tog til Rumænien for Fagbladet 3F for at vise, hvor let det er at købe unge piger til købesex-industrien i Danmark, indleder med at fortælle om sin rejse, der resulterede i, at den 16-årige pige Carmen blev købt for bare 15.000 kroner.
Derefter vil Dorit Otzen fra den private hjælpeorganisation Reden-Stop Kvindehandel, Ann-Sofie Bech fra Dansk Røde Kors og endelig 3F's næstformand, Jane Korczak, hver især give deres vurdering af, hvad der skal til for at få stoppet den ydmygende handel med kvinder.
Så bliver det kriminalinspektør Kim Klivers tur. Som chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter vil han redegøre for politiets indsats, hvorefter politikerne Britta Thomsen (S), Lone Dybkjær (R) og Peter Schlüter (K) vil forklare om initiativer mod kvindehandel i henholdsvis Europaparlamentet, Folketinget og den københavnske Borgerrepræsentation.
Sangerinden Louise Brüel Flagstad vil undervejs underholde blandt andet med nummeret "Trafficking".
Lagt på: 21. April 2006 10:50
Sidst ændret: 21. April 2006 11:11