Politi og justitsministeren er uenige om de udenlandske prostitueredes lyst til at afsløre de bagmænd, der tjener på dem. Foto: Scanpix
Af Ulrik Dahlin og, Morten Hansen, ulrik.dahlin@3f.dk og morten.hansen@3f.dk
Politiet siger ét, men justitsministeren noget andet, så hvad er op, og hvad er ned, spørger Socialdemokraternes ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl.
I den seneste tid er der kommet tvetydige meldinger fra henholdsvis kriminalinspektør Kim Kliver, talsperson fra Nationalt Efterforskningstøttecenter, NEC, der er Rigspolitiets afdeling med ansvar for blandt andet menneskehandel, og fra justitsminister Lene Espersen (K), der samtidig er kriminalinspektørens øverste chef.
På et åbent samråd i Folketingets Socialudvalg 6. april sagde ministeren følgende:
- Det undrer mig meget, at de piger, der er blevet handlet ikke har bare en smule hævntørst efter at få ram på dem, der har handlet dem. Det undrer mig, hvor svært det er for politiet at få hjælp fra ofrene for kvindehandel.
Knap en uge senere kunne Nyhedsbrevet 3F så bringe en helt anden version: Nu var det ikke svært for politiet at få de udenlandske prostituerede til at afsløre de kriminelle bagmænd, der scorer kassen på at sælge kvindekroppe.
12. april 2006 blev Kim Kliver her i Nyhedsbrevet 3F blandt andet citeret for:
- Det er en myte, at udenlandske prostituerede bliver tavse som østers, når de kommer i berøring med danske betjente. Tværtimod er der gode erfaringer med at få udenlandske kvinder til at fortælle om - og også vidne mod - sexindustriens kriminelle bagmænd, når kvinderne er kommet i kontakt med det danske politi."
- Nu må vi en gang for alle have ordentligt styr på det her område. Også fra Århus har vi for en måneds tid siden hørt, at det skulle være svært for politiet at få de udenlandske kvinder i tale. Altså selvsamme opfattelse, som justitsministeren gav udtryk for under det åbne samråd, siger Kirsten Brosbøl.
På den baggrund har hun nu stillet justitsministeren tre paragraf 20 spørgsmål.
- Jeg har bedt ministeren bekræfte Kim Klivers udtalelser, og jeg har spurgt til, hvor mange gange det er lykkedes at få udenlandske kvinder til at vidne mod bagmænd i sager om rufferi eller menneskehandel, siger Kirsten Brosbøl.
Den socialdemokratiske ligestillingsordfører har også bedt justitsministeren oplyse om, hvor mange rufferisager der involverer udenlandske kvinder.
- Det er tilsyneladende meget svært at føre sager om menneskehandel, fordi lovgivningen er for snæver. Derfor svinder sager om menneskehandel ofte ned til "kun" at dreje sig om rufferi, siger Kirsten Brosbøl.
Lagt på: 20. April 2006 10:50
Sidst ændret: 20. April 2006 13:11