S-aktion mod kvindehandel ved VM

Op mod 100.000 kvinder forventes at komme til Berlin for at sælge sex, når VM til sommer fylder byen med potentielle kunder. S laver aktion for at sætte fokus på problemet.

Når fodbolden til sommer ruller ved VM i Berlin, så ruller der samtidig en bølge af prostitution gennem byen. Bordellerne skyder op rundt omkring i den tyske hovedstad, og EU skønner, at mellem 40.000 og 100.000 kvinder kommer til Tyskland for at sælge seksuelle ydelser. Socialdemokraterne vil nu gå aktivt ind i problematikken.

- Der er varslet et kæmpe rykind af kvinder, som man har bygget særlige prostitutionsbyer til. Det er en så alvorlig ting, at vi gerne vil sige fra over for det, siger ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, Kirsten Brosbøl.

Socialdemokraterne går derfor i aktion lørdag 6. maj med en underskriftsindsamling og uddeling af postkort og foldere i landets større byer.

Tilskuerne skal informeres

Det danske landshold vil desværre ikke være blandt spillerne ved VM, men en masse danske tilskuere vil formentlig rejse til Tyskland alligevel, og det er blandt andet dem, Socialdemokraterne gerne vil nå ind til.

- Inden det hele går løs, vil vi gerne gøre opmærksomme på, at hvis man rejser derned og benytter sig af nogle af bordelbyerne, så er man med til at bidrage til kvindehandel. For man regner med, at mange af de kvinder, der kommer til Berlin, er handlede, siger Kirsten Brosbøl.

Hun forventer, at Socialdemokraternes aktionsdag vil være med til at sætte fokus på et stigende problem.

- Der er behov for, at vi hele tiden holder gang i debatten og diskuterer, om det er ok, at kvinder bliver solgt, og at dem, der rejser til Tyskland som potentielle kunder, har et ansvar for at sige fra over for det, siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører.

Trods det stigende antal prostituerede i Tyskland er Kirsten Brosbøl dog generelt fortrøstningsfuld i forhold til at komme kvindehandel til livs.

- Det er et problem, der har været meget fokus på i den seneste tid, og vi mener, at der er begyndt at være en god opmærksomhed om handlede kvinder i Danmark, siger hun og hentyder her blandt andet til 3Fs kampagne mod kvindehandel.


Lagt på: 19. April 2006 09:30

Sidst ændret: 19. April 2006 11:29

Fakta

Lørdag 6. maj vil Socialdemokraterne være på gaden i alle større byer mellem klokken 11 og 14 for at oplyse om sammenhængen mellem kvindehandel og VM i Tyskland. Partiet vil indsamle underskrifter og uddele postkort og foldere til forbipasserende. Interesserede kan også støtte kampagnen ved at købe en nøglering til 20 kroner. Pengene går til Reden - STOP Kvindehandel.