Justitsminister Lene Espersen (K) undrer sig over, at politiet ikke får hjælp fra kvinder, der er handlet til sex. Og mener ligesom socialministeren, at området er prioriteret højt nok.

Indsatsen mod kvindehandel på standby

Hverken justitsminister Lene Espersen eller socialminister Eva Kjer Hansen vil stramme op på indsatsen mod kvindehandel, men afventer rapport til efteråret.

- Det undrer mig meget, at de piger, der er blevet handlet ikke har bare en smule hævntørst efter at få ram på dem, der har handlet dem. Det undrer mig, hvor svært det er for politiet at få hjælp fra ofrene for kvindehandel, sagde justitsminister Lene Espersen (K) i et åbent samråd i Folketingets Socialudvalg i går torsdag den 6. april.

Lone Dybkjær, ligestillingsordfører for de radikale, var initiativtager til samrådet. Hun vil have en afklaring af indsatsen mod kvindehandel, herunder indsatsen i forhold til prostitution. Særligt prioriteringen og politiets resurser var på dagsordenen. Men også den såkaldte refleksionsperiode på 15 dage.

Refleksionsperioden er den tid, som ofre for kvindehandel bliver tilbudt beskyttet ophold i Danmark. Perioden skal bruges til at få oplysningerne ud af ofrene om de lyssky bagmænd, der tjener på den bestialske kvindehandel.

EU opfordrer til, at landene tilbyder en længere refleksionsperiode, men det afvises af både justits- og socialministeren, der dog henviser til, at spørgsmålet rettelig hører under Integrationsministeriet.

- Mere end halvdelen af de kvinder, der tager imod tilbuddet om beskyttelse bliver der under seks dage, siger socialminister Eva Kjer Hansen (V), der nu afventer en evalueringsrapport, som kommer til efteråret. Før vil hun ikke foretage ændringer i indsatsen på området.

Politiet har resurser nok

Både justitsministeren og socialministeren slog fast, at området er højt nok prioriteret i begge ministres ressortområder.

En del af samrådet handlede om Århus, fordi Aarhus Stiftstidende fornylig i en serie artikler har afdækket forholdene i bordelbranchen, herunder kritiseret politiets nedprioriterede indsats.

- Århus Politi har resurser nok, sagde Lene Espersen.

Står i stampe

- Jeg fornemmede lidt bevægelse i forhold til reflektionstiden, men ellers var der ikke noget nyt, siger Lone Dybkjær og tilføjer:

- Vi må grave videre i det her med resurserne, så vi finder ud af, hvor stor indsatsen rent faktisk er.

Også socialdemokraternes ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl fik en fornemmelse af, at tingene står lidt i stampe.

- Der var ikke meget nyt under solen. Jeg efterlyser, at ministrene forholder sig til de nye oplysninger, der kommer frem. Det er ikke nok at sige, at området er højt nok prioriteret. Vi har tidligere spurgt til resurser uden at kunne få svar. Nu kan vi så læse om politiets prioriteringer på 3F's hjemmeside, siger Kirsten Brosbøl.


Lagt på: 07. April 2006 10:50

Sidst ændret: 07. April 2006 11:02